23. september 2019

Klar til kamp på mejeriprodukter

På Thise Mejeri varmer man op til at gentage sidste års succes ved International Food Contest, hvor mejeriets produkter var tæt på at rydde præmiebordet. Landets andre mejerier har dog tænkt sig at give dem kamp til stregen.

”Vi regner da bestemt med at gentage succesen fra sidste år,” lyder det selvsikkert fra Nick Nørreby, produktionschef på Thise Mejeri.

Her lykkedes det mejeriet at vinde ikke færre end fire ud af syv mejerikategorier ved International Food Contest (IFC), herunder den prestigefyldte ostekategori.

”Vi er blevet helt afhængige af at komme op på podiet,” siger Nick Nørreby med et glimt i øjet.

IFC afvikles i næste uge, fra tirsdag den 1. til og med 3. oktober, i MCH Messecenter Herning, og inden vinderne bliver offentliggjort tirsdag formiddag, er de godt 1.000 indsendte mejeriprodukter blevet bedømt af fagdommere.

På Thise Mejeri er de udvalgte oste blevet tjekket flere gange, inden de er blevet sendt til Herning. Ostene skal nemlig - ligesom alle de andre deltagende produkter -  være perfekte, hvis de skal have en chance i konkurrencen, for som Nick Nørreby konstaterer:

”Der er jo rigtig mange gode oste i Danmark…”

’Nu strammer vi os an’

Nogle af ’de mange gode oste’ kommer fra Bornholms Andelsmejeri, og her har produktionschef Jim Ingvorsen, tænkt sig at give Thise kamp til stregen i ostekategorien. Det bornholmske mejeris Danablu har gennem årene vundet en lang række såvel danske som internationale priser, bl.a. blev det til en sejr ved IFC både i 2013 og 2014, men siden har mejeriets oste måttet ’nøjes’ med flotte karakterer.

”Jamen, vi har simpelthen prøvet at trække os lidt tilbage, så der også kunne blive plads til andre mejerier,” lyder det med munter bornholmsk accent fra Jim Ingvorsen.

”Men nu må det snart være vores tur til at vinde igen, så nu strammer vi os an,” fastslår han.

Højt kvalitetsniveau

Mejerierne i landets suverænt største mejeriselskab, Arla Foods, har også en vis rutine i at blive kaldt op på podiet som vinder af de forskellige kategorier.

”Vi har heldigvis ofte været på sejrskamlen i mejeridysten, og regner selvfølgelig med at komme derop igen,” siger Ole E. Hansen, mejeridirektør på Slagelse Mejericenter, hvor der produceres drikkemælk, yoghurt og andre konsumprodukter.

Ole E. Hansen har gennem adskillige år fungeret som fagdommer i bedømmelsen af mejeriprodukterne ved IFC, og han har derfor et indgående kendskab til de små marginaler, der kan afgøre et mesterskab.

”Her på mejeriet forbereder vi os ikke som sådan til konkurrencen – ud over at vi altid har fokus på at holde et højt kvalitetsniveau. Ligesom alle de andre mejerier vil vi rigtig gerne vinde, så vi er naturligvis spændte på årets konkurrence. Men vi er ikke gået i panik,” slutter han.

Fakta om International Food Contest

IFC, tidligere kendt som Landsmejeriudstillingen, har været afholdt i mere end 100 år, og udstillingen afvikles en gang om året i MCH Messecenter Herning. Her deltager både danske og udenlandske mejerier med deres produkter, som bliver bedømt af fagdommere. Dommerne giver dem karakterer ud fra rent tekniske vurderinger af bl.a. udseende, lugt og smag – men altså ikke, om de synes, at produktet smager godt eller dårligt. I 2018 blev mere end 1.400 mejeriprodukter bedømt.

Produkterne er inddelt i tre kategorier: Ost, konsum samt smør/blandingsprodukter, og i hver kategori kåres det produkt, der har opnået de bedste karakterer. Denne konkurrence hedder International Dairy Contest. I år afholdes IFC fra den 1. til 3. oktober sammen med HI Messen, og tirsdag den 1. oktober kåres vinderne af de tre kategorier.

Samme dag kåres også fire vindere af Mejeribrugets Gourmetpris, hvor der – i modsætning til International Dairy Contest – ikke lægges vægt på de mejeritekniske detaljer, men i stedet fokuseres på produkternes gastronomiske kvaliteter.

Ud over mejeriprodukter bliver andre fødevarer bedømt og dyster mod hinanden inden for otte kategorier, herunder ’kød/fjerkræ’, ’øl’ og ’seafood’.

Vil du vide mere?