14. oktober 2019

Masser af udfordringer for mejerierne

WORLD DAIRY SUMMIT 2019 Bæredygtighed, plantedrikke og forarbejdning er nogle af de udfordringer, der presser mejerisektoren, og som der bliver arbejdet med på internationalt plan.

Bæredygtighed fyldte rigtig meget på World Dairy Summit, og mange oplægsholdere fra de store mejerier fortalte om deres arbejde med at opfylde FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Også FAO var blevet inviteret til at give deres bud på arbejdet, og Berhe Tekola fra FAO konkluderede, at det ikke er en løsning at slå køerne ihjel for at reducere drivhusgasudledningen, fordi husdyrhold er en super vigtig vej ud af fattigdom og sult for meget store dele af verdens befolkning. Han konkluderede, at mejerisektoren er nødt til at være en del af løsningen på udfordringerne med at nå Verdensmålene.

Svært at måle bæredygtighed

World Dairy Summit blev også benyttet til at holde møder i mange udvalg og arbejdsgrupper udover IDF. Der blev således afholdt møde i Dairy Sustainability Framework (DSF), hvor der arbejdes med at få sat helt konkrete, målbare parameter på bæredygtighed i mejerisektoren. Det er kompliceret at sætte tal på udviklingen, idet virksomhederne hverken måler på de samme ting eller på samme måde. Man er dog godt i gang med arbejdet, og det nyder stor opbakning, da det er afgørende, at sektoren kan vise den udvikling, der sker, for omverdenen.

I DSF er man også opmærksom på den igangværende diskussion om, hvordan man omsætter metans drivhusgaseffekt til en målelig størrelse, da netop denne gas har en kortere levetid i atmosfæren sammenlignet med CO2. Der er et litteratur review på vej om emnet.

Forarbejdning kan give problemer

I IDF-gruppen for ernæringsområdet var der flere vigtige emner på dagsordenen. Et stort emne var de plantebaserede drikkevarer, som på rigtig mange markeder forsøger at konkurrere med mælken. Emnet er blevet undersøgt i forhold til bl.a. den processerings-, sundheds- og lovgivningsmæssig side, og der er lavet en liste med en række hovedargumenter. Målet med dette arbejde er at få tydeliggjort for både forbrugere, detailkæder og lovgivere, at der er tale om to helt forskellige kategorier af drikkevarer.

Et andet emne var ’ultra processed foods’ – altså forarbejdede fødevarer. På flere markeder bliver der sat lighedstegn mellem sundhed og mindst mulig forarbejdning. Dette giver problemer for både ost og syrnede mælkeprodukter, da disse anses for at være forarbejdede varer (i NOVA-klassificeringssystemet) pga. tilsætninger (fx kulturer og frugt) og antal procestrin i fremstillingen.

På mødet blev det også diskuteret, at man i flere lande er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved forskningsresultater fra projekter, som er helt eller delvist finansieret af industrien. Det er utrolig vigtigt at fastholde ’armslængde-princippet’ i de projekter, mejeriindustrien med til at finansiere.

Vigtigt med gode argumenter

Også Global Dairy Platform benyttede konferencen Istanbul til at afholde deres årsmøde. Herfra kan især fremhæves et oplæg om, hvordan mejerisektoren er med til at give levebrød og løfte mennesker ud af fattigdom og sult i store dele af især Afrika, samt et oplæg om de forandringer der sker med kostanbefalingerne i mange vestlige lande i disse år. Mange steder er mejeriprodukter pressede, og det er vigtigt at have gode argumenter baseret på bl.a. forskning for at understøtte mejeriprodukternes position i en sund og bæredygtig kost.

Slutteligt var der også møde i European Milk Forum, hvor de igangværende og fremtidige projekter om især mælkematricen og bæredygtighed blev diskuteret. Der bliver kigget på muligheden for at lave en kort animationsfilm om mælkematricen, da emnet kan være svært at formidle med ord alene.

Det blev også diskuteret at udvide EMF-kredsen med to yderligere lande, nemlig UK og Tyskland, og repræsentanter fra disse lande deltog i den sidste del af mødet. Pga. Brexit og at Tyskland ikke er på plads med en samlet national ’mejeriforening’, er det dog ikke aktuelt foreløbig.

Læs flere artikler fra dette års World Dairy Summit:

Mejeribruget kloden rundt

Vil du vide mere?