21. maj 2019

Mejerier hylder morgenmadsklubber for socialt udsatte skolebørn

Siden 2016 har FødevareBanken leveret gratis morgenmad til 600 elever på skoler på Lolland-Falster. Initiativet blev i dag hædret med Mejeriforeningens ’Mælkepris’ og 25.000 kr.

”Indimellem støder man på initiativer, der er så oplagte, at man kan undre sig over, at ingen har fundet på det før. Et sådant initiativ er Morgenmadsklubberne på Lolland-Falster, hvor FødevareBanken sørger for, at 600 skoleelever i socialt udsatte områder hver dag får et sundt og gratis morgenmåltid at starte skoledagen på. Børn, der ellers kom sultne i skole, kan nu gå til timerne med den fornødne energi, samtidig med at man sikrer, at gode fødevarer ikke bliver kasseret.”

Med disse ord begrunder Mejeriforeningens adm. direktør, Jørgen Hald Christensen, at FødevareBanken bliver dette års modtager at Mejeribrugets Initiativpris – også kaldet ’Mælkeprisen’.

Prisen og de medfølgende 25.000 kr. blev i dag overrakt til FødevareBankens direktør, Karen-Inger Thorsen, i forbindelse med afholdelsen af Mejeriforeningens generalforsamling på konferencecenteret Horisont i Skejby ved Aarhus.

”Morgenmåltidet skaber hygge og ro”

Karen-Inger Thorsen glæder sig over det skulderklap, som prisen giver FødevareBankens arbejde og ikke mindst de mange frivilliges indsats med at indsamle og fordele fødevarer til skolerne. Morgenmaden består af frugt, brød, yoghurt, mælk, havregryn m.m. – friske madvarer, som producenten normalt ville have været kasseret på grund af fejl på emballagen eller andre småting.

Morgenmadsklubberne blev startet i 2014 på et par skoler på Lolland-Falster. Et par år senere blev ordningen udvidet til et større projekt, som i dag omfatter 600 elever. En undersøgelse viste, at op mod 30 pct. af eleverne i området kom i skole uden at have fået morgenmad.

Karen-Inger Thorsen er ikke i tvivl om, at Morgenmadsklubberne gør en stor og positiv forskel på de berørte skoler.

”Undersøgelser viser, at særligt morgenmaden har afgørende betydning for børns indlæring, koncentration og adfærd resten af dagen, lige som fællesskabet om morgenmåltidet skaber hygge og ro. Derfor betyder det ekstra meget for os at blive hædret af nogle vigtige aktører, når det handler om morgenmad, nemlig mejerierne,” siger FødevareBankens direktør Karen-Inger Thorsen og tilføjer:

”Gennem vores gode samarbejde med mejerierne får vi megen overskudsmad i form af mejeriprodukter, som vi kan bringe de rigtige steder hen - til skoler i områder og byer med socialt udsatte børn. Samtidig er mejerierne fri for at skulle smide gode produkter ud. På den måde er FødevareBanken et vigtigt bindeled mellem produktionen og medborgere, som ikke altid får de vigtige næringsstoffer, de har brug for. Det er dejligt, at vores indsats på det felt nu præmieres så fornemt.”

FAKTA

Om FødevareBanken og morgenmadsklubberne

FødevareBanken blev dannet i 2009 som en ikke-kommerciel organisation, der bekæmper madspild og madfattigdom. Organisationen leverer overskydende fødevarer fra producenter til 246 institutioner, væresteder, krisecentre og herberger. 250 frivillige chauffører og 14 kølebiler bringer hver dag 3,5 ton frisk mad – svarende til 6.500 måltider – frem til modtagerne.
FødevareBanken har afdelinger i København, Aarhus og Kolding.

Morgenmadsklubberne er startet i 2014 på skoler på Lolland-Falster, hvor undersøgelser viste, at op mod 30 pct. af eleverne kom i skole uden at have fået morgenmad. I de første par år kørte klubberne på ganske få skoler, men i 2016 blev der etableret et større projekt med i alt 16 skoler i landsdelen.
Siden morgenmadsklubberne bredt sig til Esbjerg, Randers, København og Aarhus. I alt 23 skoler er omfattet af ordningen.

Mælkeprisen

Mejeribrugets Initiativpris – også kaldet ’Mælkeprisen’ - er indstiftet af Mejeriforeningen i 2008. Den tildeles en virksomhed eller enkeltperson, som i det forløbne år har taget et væsentligt, usædvanligt eller modigt initiativ, som direkte eller indirekte har betydning for mejeribranchen.

Sidste år blev prisen givet til Tænketanken Frej. Andre prismodtagere har været Mejrup Skole, The Yoghurtshop og Hjerteforeningen.

Vil du vide mere?