25. oktober 2019

Nu får københavnerne leveret mælk af Arla-lastbiler der kører på gylle

I et nyt forsøg skal to af Arlas mælkebiler i København køre på 100 procent grøn energi i form af biogas udvundet af gylle. Det vil reducere køretøjernes CO2-udledning med mindst 53 pct.

Hver eneste danske ko producerer hvert år godt 20 kubikmeter gylle, som i århundreder har været brugt som gødning. Men nu kan gylle også bruges som brændstof til at drive de mælkebiler, der leverer mælk.

Det benytter Arla sig af i et nyt forsøg, hvor to af selskabets lastbiler er ombygget til at levere kunne køre på biogas udvundet af gylle. Den ene af lastbilerne leverer mælk i København, mens den anden henter mælk på Sjælland og kører den til hovedstaden.

”Vores ambition er, at alle vores distributionslastbiler skal køre på 100 pro-cent grøn energi, så snart det er praktisk muligt. Biogas er en af de spændende muligheder, som vi vil teste. Arla ejer omkring 200 lastbiler i Danmark, der deler mælk ud og anløber godt 2.600 detailbutikker hver dag. Derfor har vi taget en række initiativer for at undersøge mulighederne for at køre grønt,” siger Jakob Knudsen, landedirektør for Arla Danmark.

Forventningen er, at gylle fra en enkelt ko kan skabe så meget biogas, at forsøgslastbilerne kan køre 875 kilometer på en optankning. Samtidig viser undersøgelser, at CO2-udledningen reduceres med mindst 53 procent i forhold til den biodiesel, som Arla ellers anvender.

Stort potentiale

Biogas er et langt mere bæredygtigt produkt end normal dieselolie, fordi det er et naturligt produkt dannet af køer.

”Potentialet i forsøget er kæmpestort, fordi Arlas landmænd har et restprodukt, gylle, der nu viser sig at kunne bruges i en cirkulær økonomi. Med godt 12,5 mio. kørte kilometer om året af vores distributionslastbiler vil der kunne spares megen CO2 og partikelforurening, hvis forsøget går godt,” siger Jakob Knudsen.

Godt 500.000 køer på Arla-gårde skaber dagligt store mængder af gylle. Den bruges i dag i høj grad som gødning, men ny teknologi skaber også ny, bæredygtig energi ud af gyllen.

Udover CO2-besparelsen er et andet plus ved biogaslastbilerne, at de larmer markant mindre. Støjen reduceres med 3-4 decibel. Det svarer til godt en halvering af støjen. Biogaslastbilerne, der er et led i Arlas mål om at blive CO2-neutral, skal test-køres i et halvt års tid.

”Derefter vil vi evaluere og se på anvendeligheden i lastbilerne og derpå perspektiver i forsøget,” siger Jakob Knudsen.

Fakta om biogaslastbilerne

  • En ko udleder godt 20 m3 gylle om året. Det kan konverteres til ca. 350 liter diesel, som lastbilerne kan køre godt 875 kilometer på.
  • Biogas reducerer CO2-belastningen ved kørsel i lastbilerne med mindst 53 procent.
  • Biogaslastbilerne støjer også markant mindre. 3-4 decibel, som svarer til godt en halvering af støjniveauet.

Vil du vide mere?